Man kan let fare forbi skiltet, når man kommer kørende ad Limfjordsvej i byen Gjøl. Den gamle fiskerby ligger på halvøen af samme navn lidt vest for Nørresundby – og så er vi nordenfjords.

Men det betaler sig at holde øje med skiltet i den østlige ende af byen. Det fortæller, at her ligger Det Bruunske Kapel. Det er en lille perle, godt gemt i en lund syd for det tidligere herresæde Birkumgård. En lille sti fører fra Limfjordsvej til kapellet, man kan også drage rundt om hjørnet til Isbakkevej og følge en stump grusvej ved nummer 7 A og B.

Det var logistikken, og hvad fører den så til: Mellem grønne træer får man straks øje på det gulkalkede kapel med de kamtakkede gavle. Som var det en kunstfærdig konditorkage på et sølvfad, lyser det nygotiske bygningsværk i solen. Mellem to græshøje med mindesten fører en brostensbelægning hen til den mønjerøde dobbeltdør. Over døren ses bogstaverne CB og CB med årstallet 1862.

 

Når herren skulle drage bort, skulle gangerne med, de blev slået ned og lagt til hvile med seletøj og sadler, så de kunne følge godsejeren på hans himmelridt.
 

 

Initialerne står for Carl Johannes Bruun (1796-1876), ridder af Dannebrog og godsejer på Birkumgård og hans hustru Cecilia Bruun (1796-1880). Det er deres gravkapel, jeg står foran.

Døden grundigt forberedt

Det var meningen, at godsejerparret som traditionen bød, skulle have haft deres sidste hvilested i Gjøl Kirke. Men der var ikke plads i ”herberget”, derinde lå allerede Bruuns forældre og andre notabiliteter, og så besluttede Bruun at bygge et gravkapel til sig og konen. Han måtte dog først en tur omkring kongen – Frederik VII – og spørge om lov til at opføre gravmælet. Han fik det kongelige stempel og gik i gang med planlægningen. Døden blev grundigt forberedt, hvilket man kan forvisse sig om, når man tager et kig ind i kapellet.

Man skal dog først have fat i en nøgle, et lille opslag på kapellets dør oplyser, at den kan fås ved henvendelse til præstegårdskontoret. Således udstyret med adgangstilladelse kigger vi ind i gemmerne: Umiddelbart inden for dørene står to store sarkofager af cement. Inskriptionerne, omgivet af egeløv, røber, at fruen ligger til venstre, herren til højre.

 

Herremanden og hans hustru hviler i cementsarkofagerne med deres navnetræk omgivet af egeløv.
Herremanden og hans hustru hviler i cementsarkofagerne med deres navnetræk omgivet af egeløv.

 

Det kan man også se på bagvæggen, her hænger Cecilie Bruuns og gemalens portrætter i guldrammer på væggen. Bruun fik en maler til at udføre værkerne, og mellem dem ses endnu et oliebillede: Den Sidste Nadver. Det hænger over et lille alter, hvor religiøse gipsfigurer står opstillet mellem to kandelabre. Andre gipsapostle er placeret på små hylder – de er kopier af Bertel Thorvaldsens marmorskulpturer i Vor Frue Kirke i København.

En hemmelig hule

Det hele ligger i et flot skær fra de spidsbuede vinduer med farvet glasmosaik, og man fornemmer, at man har fået lov til at kigge ind i en hemmelig hule.

Der er altså ikke sparet på udstyret, og det gælder også udenfor. Til venstre for indgangsdøren ses i en niche en kvindeskikkelse med et overflødighedshorn på armen – et tegn på frugtbarhed og velstand. Figuren i nichen til højre har hævet højre arm, men i hånden ses kun en afbrækket stump af noget. Hvad det har forestillet, vides ikke.

 

3 FACTS OM REJSEN
  • Gjøl-troldene, små gummifigurer med viltert hår, var en stor succes i 1960’erne og i 1990’erne. Nu får troldefolket en renæssance i en amerikansk tegnefilm lavet af amerikanske Dreamworks. Troldene blev skabt af fisker og træskærer Thomas Dam fra Gjøl.
  • Gøl-pølser er kendt af enhver grillmester. De blev første gang sat i handelen fra slagter Jørgen B. Jensens slagterforretning i Gjøl i 1934. I dag sendes der Gøl-pølser den halve verden rundt, nu fra en fabrik i Svenstrup ved Aalborg.
  • Mester Göti var bygmester på Gjøl Kirke, der kan dateres tilbage til omkring 1130. Han har højst usædvanligt indhugget sit selvportræt over den oprindelige indgangsdør til kirken inde i våbenhuset, og han ses i selskab med Adam og Eva.

 

I de to græshøje foran kapellet ligger Bruuns rideheste begravet. Når herren skulle drage bort, skulle gangerne med, de blev slået ned og lagt til hvile med seletøj og sadler, så de kunne følge godsejeren på hans himmelridt.

Inskriptionen fra taknemmelige Gjøl-beboere på herremandens mindesten, der er placeret på den ene græshøj, fortæller, at Bruun var vellidt på egnen. Han sørgede godt for sine folk og gav dem jord som tak for tro tjeneste.

Han byggede også en bolig, ”Legathuset”, til tidligere medarbejdere. Her kunne Birkumgårds folk bo med en årlig pension samt tørv og naturalier. I dag er retræteboligen meget passende afløst af ældrecentret Kildevang.

Der var dog én skikkelse, som Bruun ikke var glad for. Det var gårdens grå kat, som han ville af med. Da katten som bekendt har ni liv, måtte han skyde den ni gange. Men nu plager kattens genfærd godsejeren i kapellet, fortælles det. Og hvis man ser, at en af de små farvede glasruder i kapellet er knust, er det, fordi Bruun atter har skudt efter det firbenede uvæsen.

Nu pusler det i løvet ved kapellet, er katten mon på spil? Ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være en skovskade, der leder efter lidt spiseligt.

Til evig tid

Det Bruunske Kapel skulle stå ”til evig tid”, og derfor oprettede Carl Bruun et legat på 3.150 kr., hvis renteafkast skulle gå til vedligeholdelse af herligheden. Men det var inden ordet inflation blev opfundet, og da vi nærmede os moderne tider, var der kun penge nok til en smule rengøring. Kapellet og grunden blev reddet, da Gjøl Kirke i 1990 overtog forpligtelserne. Nu står det igen i al sin pragt.

Carl Johannes Bruun og godsejerinden kan nok også fortjene lidt hjælp fra kirken. Parret betalte i 1873 for renovering af Gjøl Kirkes tårn, det kan man se på tårnets sydside, hvor der over uret med store bogstaver står: C B C K. Når der er et K med, henviser det til Cecilie Bruuns pigenavn Kjellerup. Hun var datter af en storkøbmand i Aalborg.

Carl Johannes Bruun var særdeles vellidt på Gjøl, som det fremgår af mindestene.
Carl Johannes Bruun var særdeles vellidt på Gjøl, som det fremgår af mindestene.

 

Når man nu er i Gjøl, må man i disse ulvetider ikke snyde sig selv for en tur til Ulvedybet. Dette farvand ligger på den ene side af en dæmning, der til den anden bov har Gjøl Bredning. Ulvedybet er resterne af den fjordarm, der strakte sig nord om Gjøl og efter inddæmning blev til et ferskvandsreservat. Navnet skulle ifølge lokalhistorien stamme fra den tid, da heksene huserede: Der var mange ulve i Vendsyssel, som folk gerne ville af med. Så de bad en heks fordrive dem. Hun sagde ja og fløj over de nordjyske breddegrader på sin kost, samtidig med at hun blæste i sin fløjte. Det lokkede alle ulve til, og de fulgte efter hende. Men da hun tog kurs ud over fjorden, druknede alle ulvene på det sted, der siden fik navnet Ulvedybet. Kun én ulv overlevede, men den blev skudt på Gjøl i 1800-tallet.

 

Denne tur skabte Danmarks nationalskjald

 

Nu vil skrivebordsbiologerne i København igen have ulve i landet – Jylland forstås. Men så må vi sende heksene efter dem!

Vilde norske ål

Efter en tur på den smalle dæmning, der byder på høj himmel og fuglesang, kan man passende slutte af med en omgang stegte ål på Gjøl Kro, der ligger flot placeret på havnen. Det var i dette gæstgiveri, forfatteren Hans Kirk slog sig ned i et kvistværelse i 1925 for at studere forholdene i det lille samfund.

Tre år efter udgav han romanen ”Fiskerne”, der handler om de konflikter, der opstod i byen, da indremissionske fiskere fra Vestkysten bosatte sig i den mere fritænkende grundtvigianske lilleby. Nogle af beboerne følte, at de blev udspioneret af Kirk, og der var udbredt harme blandt nogle af de portrætterede i romanen.

 

De farvede mosaikruder sender et flot skær ind i det Bruunske Kapel.
De farvede mosaikruder sender et flot skær ind i det Bruunske Kapel.

 

”Fiskerne” blev til en populær tv-film i 1970’erne, og det gav Gjøl Kro en sand opblomstring. 60 skuespillere, 30 tv-folk og 400 statister var med, og mange skulle bespises på kroen. Krofatter måtte holde kroen lukket i to måneder.

»Men jeg har aldrig serveret så mange store middage og solgt så mange bajere,« udtalte han.

Og da serien rullede over skærmen, valfartede folk til den hvide kro for at snuse til atmosfæren.

Dagens ål kommer fra Norge. I vort naboland betragter de havdyrene som slanger og er glade for at slippe af med dem.

De norske vildål, som de hedder på menukortet, serveres med stuvede kartofler og agurkesalat.

En ret, som også kunne serveres for en godsejer.