FRA Ø TIL HALVØ

Siden 1825, da Vesterhavet brød gennem Aggertangen og trængte sig ind i Limfjorden, var de lave kyststrækninger omkring Gjøl regelmæssigt oversvømmet. I vinterhalvåret stod vandet så højt op i vejlerne omkring Gjøl og Øland, at det var umuligt at vade over. Disse øer stod fuldstændigt isoleret fra det øvrige Nordjylland. En dæmning var blevet bygget 1884 fra Brovst Kjærgård til Oxholms kær på Øland, men der var ingen beskyttelse fra Ulvedybets side. I vejlen som derfra omringede Gjøl nordpå, kunne vandet pludselig stige og oversvømme alle de nordvestlige enge og kær op til 2 m. Og når stormen blæste fra øst, fik man vand op over anklerne på den dårlige vej, som førte til Ryå.

Efter flere voldsomme stormfloder, som havde forvoldt skader. blev der  1884 på initiativ at lodsejerne på Øland og Gjøl udarbejdet et. projekt til fuldstændig beskvttelse af samtlige lave arealer.

Planen bestod af 2 dæmninger: den ene fra Øland til Gjøl, den anden på den østlige del af Gjøl, langs Haldagervejen til Haldagerbro over Ryå, og derfra langs åens løb til lidt forbi Skeelslund, hvor terrænet har tilstrækkelig højde - et projekt på vel 400.000 kroner. Med selvregulerende sluser var bekostningen for dæmningen fra Gjøl Bjerg til det nærmeste punkt på øland anslået til 77.000 kroner. Skulle dæmningen mellem øerne også benyttes til vejforbindelse, ville udgiften stige til ca. 100.000 kroner. Projektet, som forelå på papiret allerede i 1885, strandede dels på det financielle spørgsmål, dels på nogen modvilje . . . « ifølge folketingsmand Carl Sørensens udtalelse ved et møde i Halvrimmen i 1910.

Den 8. juli 1908 nedsattes igen en kommission der afgav en 400 siders betænkning. Til bygning og bevarelse af digerne stiftedes et digelag, hvor både befolknin­gen, amtet og staten var repræsenteret. I de følgende år drøftedes sagen ved en række møder i Halvrimmen og på Gjøl. Den vandt ikke indpas før 1910.

Aviserne fra denne tid skriver, at den nedsatte landvæsenskommission fastslog ved kendelse af 29. oktober 1910 de forskellige retningslinier vedr. kanaler, diger, sluser, og på grundlag heraf udarbejdede Vandbygningsvæsenet ved ingeniør Buhl et detaljeret projekt. Arbejdet ville man udbyde i licitation. Med dette inddæmningsprojekt kunne ca. 6.000 tdr. land. beskyttes mod saltvandsoversvømmelse fra Limfjorden. I de forløbne 26 år siden bearbejdelse af det første projekt var priserne steget til det dobbelte. Alligevel så digelinien Øland-Gjøl-Haldager-Fristrup dagens lys.

Opførelsen af beskyttelsesdiget langs østsiden af Gjøl og forbi Kytterne til Ryå begyndte 1910. En stormflod den 23. oktober 1917 forårsagede digebrud ved Hald­ager, som det kostede yderligere 8000 kroner at udbedre.

Arbejdet med den 3 km lange dæmning fra Øland til Gjøl Bjergs sydvestlige skrænt kom i gang i 1914. Dæmningen fik en højde af 6½ fod over dansk nul og en kronebredde af 5 fod. »Børsterne« sled hårdt for få øre i timen med at hente fyld fra Bjerget på tipvogne. Mudderet blev hele tiden klemt op langs dæmningens sider, og den sank og sank. Det var bundløst. Der måtte stensætning til på siderne. Der blev købt store sten, som fandtes i rigelig mængde på Gjøls kærlodder rundt omkring. Diget blev forsynet med en sluse, som lukker sig ved højvande og hindrer at fjorden presser sig ind i vejlen. Det første entreprenørfirma gik fallit, og arbejdet blev forsinket og varede flere år. Omkostningerne på 175.000 kroner betalte delvis staten, som havde givet tilsagn om, at deltage med 58.000 kroner betinget af, at der blev dannet et digelag, hvor både lod­sejerne, amtet og staten var repræsenteret. Staten måtte betragtes som ejer af det indvundne areal af fjorden. Diget blev overtaget den 15. juli 1919. Attrup dæmning, vest for Øland, blev bygget færdig i 1920, som sidste digestrækning i det område. 

Nu var de lave arealer beskyttet mod oversvømmelser, græsningen stabil, og markerne kunne dyrkes med større sikkerhed. Men først måtte terrænet drænes.

Nord for Gjøl, der hvor vejlen løb, blev der gravet en hovedkanal samt en anden kanal, som munder ud i den første. Kanalerne er henholdsvis 6,3 km og 10 km lange med en dybde fra 1,50 m til 2 m og en bredde fra 0,60 m til 1,20 m. Vanddræningen udføres ved terrænets naturlige hældning til Ryå. Da åen ligger højere oppe end hovedkanalen, pumpes vandet ved en pumpestation op i åen takket være 2 automatiske pumper. En tredje kanal fører vandet vestover mod Ulvedybet. Kanalernes samlede længde er 27 km.

En slags dræning havde folk haft før, idet de havde gravet åbne grøfter langs med parcellerne. Disse grøfter var mere eller mindre gode. De var 1 m dybe ved Nørredige, hvor man dyrkede korn og roer, men mindre og mindre dybe nordover indtil man kom til det sted, hvor der lå vand i overfladen. Kærlodderne var kun dyrket halvvejs. Mod nord voksede udelukkende selvgroet græs.

Først efter 1933 kom dræning med rør i gang takket være landvindingsloven, som muliggjorde at opnå til­skud til både dræning og kultivering af de inddæmmede arealer. I kærene, hvor bunden var fast, gik det nogen­lunde med dræning. Men der fandtes »bundløse« enge, hvor man ikke kunne lægge rør og måtte beholde den gamle dræningsmetode med åbne grøfter. Det var hel­ler ikke problemfrit, der hvor moderne dræning var mulig. Visse steder blev rørene stoppet af sand. Andre steder derimod var der et uigennemtrængeligt dynd, som standsede vandets afløb til drænrørene. Værst var det, at de fleste jorder viste en meget stor okkerkoncentration.

Man måtte, for hvert sted, tilpasse sig forholdene. Det er jordens bestanddel og dens anvendelse som bestemmer, hvor langt ned man skal sænke grundvandet. Dets stilling skal være lavere i lerjord end i sand, og lavere i dyrkede marker end på græsengene. På Gjøl har man både marker og græsgange, desuden er jordens bestanddele: ler, dynd og sand meget uensartet sammensat. I kærene er humuslaget omtrent på 0,20 m overalt, men bunden varierer meget: i visse områder 1,50 m sand, andre steder 0,15 m ler. Man valgte derfor at sænke vandet fra 0,40 m til 1,50 m efter de stedlige betingelser. Der kan endnu findes marker, hvor jorden efter pløjning beholder en dyb, brun farve fordi grundvandet er højt, og her trives de vilde planter for godt. Men stort set er man med tiden kommet til et pænt resultat.

Se mer til Gjøl på: http://www.enbyiudvikling.dk